Iværksættere vil sælge dyr af træ til hele verden

26.08.2020

To vellykkede kickstarter-kampagner banede vejen for FableWood, der udvikler og sælger magnetiske legetøjsdyr af træ. Næste mål er det asiatiske marked, hvor dansk design er i høj kurs.

fablewood

Kristian Sidelmanns datter på et år kunne ikke rigtig bygge med Lego endnu. Motorikken rakte til at skille klodserne ad, så Kristian måtte bygge for hende. Men det fik ham til at tænke. Samtidig havde han et kursus, der hed industrielt design på DTU.

Han gik i gang med at udvikle trædyr, som sad sammen med magneter, og Kristians datter endte med at lege med række forskellige dyr i træ, som hun kunne kombinere til de underligste fabeldyr. I den proces, som førte til dyrene, havde Kristian fået en studiekammerat hooked på idéen.

- I 2017 satte vi en gorilla, en papegøje og en krokodille på kickstarter med håbet om, at vi kunne samle 50.000 til en produktion, fortæller Kristian. Kickstarter er en amerikansk platform, hvor man kan rejse penge til et projekt ved at indsamle store og små bidrag - det som kaldes crowdfunding.

- Folk forudbestilte deres varer ved at lægge en ordre på kickstarter, men med den finte, at vi ikke havde produceret noget endnu. Men det gik over al forventning, og vi fik næsten 400.000 kr. ind til vores projekt, forklarer Kristian.

Over en million ved næste kampagne

Det gav mod på mere. Kristian og hans makker Rasmus Fill Svarer gik til investorer, som også skød penge i projektet mod en ejerandel af FableWood. Det satte gang i den næste kickstarter-kampagne, hvor der røg over en million kroner ind. Kunderne kom fra hele verden, særligt USA og Tyskland, og nu var der kommet fem dyr yderligere, så der i alt var otte, som kunne kombineres.

Kristian fra Fablewood

- Hverken Rasmus eller jeg er sælgere, vi er ingeniører. Vi er dygtige til at udvikle, og det er der, vi har vores styrker. Derfor søgte vi en efterfølgende en sælger. Han skulle egentlig bare været ansat, men da han fik dyrene i hænderne, købte han sig ind med ti procent i firmaet, fortæller Kristian.

- Lars (Friis Nielsen, red.) har 30 års erfaring med salg af dansk design til udlandet, så det var et virkeligt godt match.

Begejstring fra Asien, men ikke salg - endnu

Det næste skridt ligger på det asiatiske marked, og her fik Kristian god hjælp af en kontakt, han mødte til et iværksætterarrangement på Fanø, hvor han bor. Martin Appel fra Erhvervshus Sydjylland deltog også, og han har stor erfaring med Asien, særligt Kina.

- Martin var ret hurtigt klar over, at produkterne kunne sælges i Asien, men det krævede en lidt anden tilgang, fordi de har et andet økosystem til eksempelvis crowdfunding. Derfor så vi ikke mange kunder fra det asiatiske marked i vores første to kampagner.

Det er planen nu, hvor FableWood lancerer ikke færre end otte dyr mere, som bringer det samlede antal op på 16 dyr, hvor delene kan kombineres på kryds og tværs. Kristian har allerede en god fornemmelse af, at det vil øge salget endnu mere, fordi kunderne nu vil kunne bygge endnu flere dyr.

Fablewoods mange dele

- Vi kan se i vores webshop, at vi har rigtig mange kunder, som vender tilbage, og det er lidt atypisk i for den her type af produkt. Kunderne fortæller os, at jo flere dyr de har, desto sjovere er det, siger Kristian.

Kunderne er ikke kun dem, som typisk køber legetøj. Mange voksne køber produkterne for at have dem stående, bygge lidt med dem og få dem til at pynte i stil med andre klassiske danske designprodukter som Kaj Bojesen-aben.

- Vi bliver sammenlignet med Kaj Bojesen og Lego, og det er firmaer, som vi bliver stolte af at blive nævnt sammen med. Men det styrker også troen på, at vi slår igennem på det asiatiske marked med vores dyr.

Fablewood er også til voksne