Ingen modeuge uden bæredygtig kollektion

24.09.2020

Fra 2023 skal kollektionerne på Copenhagen Fashion Week leve op til krav om bæredygtighed, hvis de skal udstilles. Et gratis rådgivningsforløb tilbydes allerede nu til tøjindustrien fra Dansk Design Center.

Modeindustrien står ifølge FN for 20 procent af verdens spildevand og mere CO2-udledning end flybranchen og shippingbranchen tilsammen. Det fik i januar modeugens direktør, Cecilie Thorsmark til at understrege behovet for handling.

Konkret betyder det, at brands, som vil afholde et show eller en præsentation i 2023, skal opfylde et minimum af bæredygtighedskrav. Bæredygtighed bliver altså et adgangskrav til den københavnske modeuge.

- Branchen udvikler sig ikke hurtigt nok i en bæredygtig retning, og vi er nået til det punkt, hvor der er behov for handling. Vi har mindre end ti år til at bremse klimaforandringerne, så alle er nødt til at tage ansvar og ændre forretningsgange, lød det dengang fra Cecilie Thorsmark.

- Det gælder også i modebranchen og på modeugen, hvor status quo ikke længere er en mulighed. Lever man ikke op til kravene, er man ude.

Udstillerne skal overholde 17 minimumsstandarder, såsom at forpligte sig til ikke at destruere usolgt tøj, at bruge mindst 50 procent certificerede, økologiske, upcyclede eller genanvendte tekstiler i alle kollektioner, kun at anvende bæredygtig emballage samt helt at undgå affald ved show- eller præsentationsafholdelse.

Men det stopper ikke her.

Alle brands skal opnå en minimum-pointscore i en ansøgning, der dækker seks områder i værdikæden: strategisk retning, design, materialevalg, arbejdsforhold, forbrugerinvolvering og showproduktion.

Klar med tilskud og rådgivning

Tøj- og modeindustrien er i gang med en rejse mod større bæredygtighed, men det stiller måske især de mindre virksomheder i en sværere situation. Heldigvis er der også hjælp at hente:

- Dansk Design Center tilbyder sammen med branchekyndige designrådgivere et skræddersyet og gratis rådgivningsforløb til små og mellemstore virksomheder, fortæller projektleder i Erhvervshus Sydjylland, Peter Lind.

- Omdrejningspunktet vil være tøjets efterliv med fokus på genbrug og genanvendelse. Det er et godt tilbud til den sydjyske tøjindustri med professionel rådgivning, som har en værdi på op mod 60.000 kr. uden at det koster virksomhederne andet end deres tid.

Sådan søger du

Send en ansøgning for at komme i betragtning via hjemmesiden groenogcirkulaer.dk. Noter i ansøgningen, at det handler om designdrevet rådgivningsforløb for tekstilbranchen.

For mere information og hjælp til ansøgningen kontakt:

Designrådgiver, Morten Risom fra Lendager TCW, tlf. 71 79 10 10
Projektleder, Gry Brostrøm fra Dansk Design Center, tlf. 31 15 86 70