Hotel lukket ned: Uddanner ansatte online

78 medarbejdere har været hjemsendt siden midten af marts på Hotel Koldingfjord. Men tiden er blevet udnyttet til opkvalificering og efteruddannelse, mens hotellet bliver renoveret.

koldingfjord-hotel

Vi fanger direktør Peder J. Madsen på en telefon mellem byggemøder på Hotel Koldingfjord. Corona-nedlukningen har fremrykket en større renovering, mens medarbejderne er sendt hjem. Det handler om at gribe de muligheder, som byder sig.

- Vi renoverer 110 badeværelser, udskifter 6000 kvadratmeter gulvtæpper og sender medarbejderne på alle relevante kurser og uddannelser, mens de er hjemsendt, fortæller direktøren.

- Jeg vil altid gerne efteruddanne mine medarbejdere, men normalt er det svært at pille folk ud af driften. Nu kan de være hjemsendt, deltage i onlinekurserne og komme skarpere tilbage.

renoveringkoldingfjord

Hotel Koldingfjord renoverer 110 af hotellets badeværelser og udskifter 6.000 kvadratmeter gulvtæpper til en pris omkring 15 millioner kroner. Det er en fremrykning af planlagte renoveringer, så hotellet står endnu skarpere, når tingene normaliserer sig igen.

3F: Alle rykkede på få dage

Muligheden for at opkvalificere medarbejderne under corona-nedlukningen er afklaret mellem 3F og brancheorganisation HORESTA. Og det er en aftale, som vækker glæde hos faglig sekretær, Karsten Vestergaard:

- Jeg har været med til at skyde onlineforløbet i gang, og det er gået sindssygt stærkt. Alle er rykket sammen i bussen på noget, som normalt ville tage et halvt til et helt år, siger han.

- Vi har talt om onlineuddannelse før, og nu kan det pludselig fungere, og det er bare vigtigt, at vi får opkvalificeret alle i branchen.

Onlineforløb fjerner en udfordring

Den største udfordring ved opkvalificeringsforløb har tidligere været, at de krævede, at man samlede 16 personer fysisk på et sted i en bestemt uge, forklarer han.

- Fremover vil vi kunne tilbyde opkvalificering til hele landet uden hensyn til geografi eller transporttid. Du giver dine medarbejdere et løft, og du får dem tilbage med fornyet inspiration.

Og det er netop det, som Hotel Koldingfjord har benyttet sig af under nedlukningen. Medarbejderne er af sted på onlinekurser, som udbydes af blandt andre Rybners i Esbjerg, IBC i Kolding og ZBC i Slagelse.

pederjmadsen

- Det er kurser i ledelse, sidemandsoplæring, Excelark til køkkenkalkulation, vegetar- og veganermad eller kursus i den rigtige vin til gæst og mad, siger Peder J. Madsen.

Elever og chefer er på arbejde

Under nedlukningen har tjener- og kokkeelever fortsat afleveret opgaver, og de er blevet gennemgået af deres uddannelsesansvarlige, så de fleste medarbejdere er sendt på skolebænken:

- Det er stadig online, men mange af mine medarbejdere er hands-on-håndværkere. Derfor har vi åbnet vores køkken – med de nødvendige afstande og regler – så kokkene kan prøve retterne af. Ligesom vi har sat pc´ere i konferencelokalerne til dem, som ikke havde mulighederne derhjemme. Feedbacken har været, at alle er ret godt tilfredse med, at der sker noget, og at de lærer noget.

Og at de ansatte er glade for kurserne, bekræfter fællestillidsmanden Jan Skjold Jensen, kok på hotellet.

- Jeg kar kun fået positive tilbagemeldinger på kurserne. Det er godt at komme af sted for alle, forklarer han, som dog har haft travlt under nedlukningen.

- Der har været mange medarbejdere, som har været bekymrede for deres job, men der har været rigtig god kommunikation fra ledelsen. Lige nu er meldingen, at alle glæder sig til at komme i gang igen. Konfirmationerne er jo bare rykket til august og september, så vi får travlt igen.

Fakta om Hotel Koldingfjord

 

Hotel Koldingfjord åbnede i 1990 og er ejet af Pensionskassen for Sygeplejersker og Lægesekretærer samt Dansk Sygeplejeråd. Hotellet råder over 132 værelser og er, som navnet indikerer, placeret ned til Kolding Fjord.