Millioner til grøn omstilling i sydjyske virksomheder

10.10.2019

Sydjyske virksomheder får nu en håndsrækning til at komme i gang med grøn omstilling. Det sker som via et nyt landsdækkende tilskudsprogram. Nøgleordet er cirkulær økonomi, som er afgørende, hvis Danmarks skal nå sine klimamål.

Når en virksomhed river et hus ned og bruger materialerne til et nyt byggeri, eller hvis overskydende mad fra en fødevarevirksomhed bliver indsamlet og genanvendt, er der tale om en cirkulær forretningsmodel. Det handler om at forlænge produktets levetid, genbruge og genanvende og om at reducere mængden af affald.

Sådanne forretningsmodeller kan Erhvervshus Sydjylland nu hjælpe endnu flere små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i gang med. Erhvervshuset er partner i det landsdækkende tilskudsprogram ”Grøn og Cirkulær Omstilling”, der nu skydes i gang. Målet er at hjælpe mindst 450 danske SMV’er på landsplan i gang med at tænke i cirkulær økonomi. For det er ikke altid så enkelt, som det lyder.

- Manglende ressourcer og viden er nogle af de primære udfordringer i forhold til at få flere virksomheder med på at tænke i cirkulær økonomi. Det er for stor en mundfuld at komme i gang med for små og mellemstore virksomheder. For hvor skal man starte, og hvad kan betale sig, siger Peter Lind, som er projektleder i Erhvervshus Sydjylland.


99 procent af dansk erhvervsliv

De små og mellemstore virksomheder udgør 99 procent af dansk erhvervsliv, og de spiller derfor en afgørende rolle for, at Danmark når sine klimamål.

- Som erhvervshus for Sydjylland har vi hul igennem til de små og mellemstore virksomheder i 13 kommuner. Og vi kan se en stor værdi, at vi dels hjælper med at indfri de danske klimamål, men mindst lige så vigtigt er det, at vi øger vores virksomheders konkurrenceevne på den globale scene, siger Peter Lind.

Tilskud afgørende for omstilling

Pengene, som følger med programmet, skal understøtte virksomhederne i deres omstilling til cirkulære og grønne forretningsmodeller. På landsplan er der tale om en investering på 95 millioner kr. fra Dansk Erhvervsfremmebestyrelse. Initiativet møder stor opbakning fra Dansk Industri.

- Der er behov for nogle helt konkrete aktiviteter, som giver små og mellemstore virksomheder mulighed for at komme i gang med den cirkulære omstilling og for at realisere de potentialer der er forbundet med udviklingen af bæredygtige forretningsmodeller. Derfor giver dette projekt virksomhederne en mulighed, som både gavner klimaet, men også virksomhederne selv", siger Karin Klitgaard, Underdirektør i Dansk Industri.

Fakta

Grøn Cirkulær Omstilling

Målgruppen for programmet er virksomheder, der endnu ikke er kommet i gang med den grønne omstilling.

Der er flere mulighed for tilskud

Et individuelt forløb med hjælp fra en rådgiver til en værdi af 90.000 kr.

eller

Et kollektiv forløb med flere virksomheder med fælles interesser, eksempelvis en virksomhed og underleverandører, da udgangspunktet er værdikædesamarbejde.

Projektets samlede ramme på 95 mio. kr. er finansieret af EU’s Regionalfond og decentrale erhvervsfremmemidler.

Partnerskabet bag projektet ”Grøn Cirkulær Omstilling” er:

Lifestyle & Design Cluster, CLEAN, Erhvervshusene, Netværk for Bæredygtig Erhvervsudvikling Norddanmark, Gate21, Plast Center Danmark, Danish Food Innovation, Dansk Industri, Dansk Design Center, DAMRC og Næstved kommune

Læs mere om projektet på www.groenogcirkulaer.dk

10.10.2019

Yderligere information – kontakt:

Peter Lind

Peter  Lind

Speciale: Strategi, projekt – og forandringsledelse. Cirkulær Økonomi.

Se fuld profil