Fuldt blus på besøgene i virksomhederne

25.06.2020

Corona-krisen aflyste stribevis af fysiske besøg i virksomhederne. Erhvervshus Sydjyllands forretningsudviklere har siden begyndelsen af juni kørt ud til virksomheder igen, og vi tog med på tur for at opleve, hvad erhvervshuset hjælper med i en almindelig uge i juni.

Vi begynder i Esbjerg hos VJ Rørteknik, hvor forretningsudvikler Rikke Boel Olesen har to grunde til at besøge dem. Hun skal præsentere Erhvervshus Sydjylland og finde ud af, hvor hun kan hjælpe virksomheden.

Hun spørger derfor til virksomhedens nuværende og kommende udfordringer. Direktør Jens Jørgen Jeppsen fortæller, at et nyt regnskabssystem er på vej, og her kan Rikke måske bidrage med et støtteprogram, som kan give en hjælpende hånd økonomisk.

Generationsskifte i horisonten

VJ Rørteknik har 85 ansatte og opbygger procesanlæg og klarer montagen af rørsystemer. De står samtidig overfor et generationsskifte i 2023, hvor de to yngre kræfter Mathias Parmo Hansen og Johnni Hedegaard skal overtage.

De ejer i dag 10 procent hver af virksomheden, men de to grundlæggere Jens Jørgen og Jan har stillet dem en opgave. De skal udvikle en forretningsplan inden årets udgang. Her ser Rikke endnu en oplagt mulighed for at hjælpe.

- I skal endelig tage fat i mig, hvis I har brug for hjælp eller sparring, for vi sidder på mange kompetencer i forhold til forretningsplaner, ligesom jeg har en kollega, som er skarp på alt det, man skal sikre sig ved et generationsskifte, siger Rikke.

Vj Rørteknik har besøg

Hun har over 25 års erfaring fra det private erhvervsliv, men har siden februar 2019 brugt den erfaring i regi af Erhvervshus Sydjylland. Hun runder dagens møde af og siger pænt tak for deres tid.

Hun skal videre til sit næste møde af flere i Esbjerg.

Næste stop: Billund

Her har Modulex bedt om et besøg. De producerer skilte og vejvisning med salg til hele verden, og nu har de bedt om en workshop, hvor de bliver klogere på arbejdet med FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.


Peter Lind

Derfor møder vi projektleder Peter Lind og forretningsudvikler Jeanette Kristensen fra Erhvervshus Sydjylland i et mødelokale med projektoren snurrende klar sammen med papir og Post-it’s. De er klar til at guide de fem ansatte igennem en proces mod øget bæredygtighed.

- Det er vigtigt at se det som en rejse, hvor man tager de første skridt nu, og så sætter det gang i flere ting henad vejen, fortæller Peter som en del af et oplæg. Det vækker genklang i lokalet.

Jeanette Kristensen

Peters kollega, Jeanette, står for at få idéer og tanker konkretiseret på de store papirer, som hænger på væggene i lokalet.

Der kommer mange input og tiltag undervejs, og processen sætter gang i tanker, som normalt ikke ville få taletid.

SDG Workshop hos Modulex

Derfor evaluerer de fem deltagere workshoppen som ret vellykket, da workshoppen slutter af ud på eftermiddagen.

Modulex har allerede de første konkrete tiltag, som de kan arbejde videre med det samme.

Vi slutter i Haderslev: Eksport og digitalisering

Det sidste besøg er hos virksomheden BEMA, som er specialister i transportsnegle til procesanlæg. De har bedt om møde med Erhvervshus Sydjylland med fokus på digitalisering og eksport.

Derfor er Mette Skovgaard Stahl og Klaus Hell dukket op. Mette er produktionsingeniør og har stor erfaring med procesudvikling og optimering af virksomhedssystemer. Klaus har de seneste 10 år arbejdet med at fremme dansk eksport igennem Trade Council under udenrigsministeriet.

Derfor er de to tæt på et perfekt makkerpar til Jørgen Strøm, som er direktør for virksomheden. Han har fået bevilliget penge til en digitaliseringsprojekt, som Mette kort følger op på, men ellers drejer dagens møde sig om eksportmuligheder.

bema

BEMA eksporterer som underleverandør til hele verden, og de har ikke mærket det store til corona-krisen endnu, men det vil komme, fordi det sydamerikanske marked sammen med USA er ramt.

De producerer i princippet snegle-løsninger til hele verden, men de vil gerne styrke deres markedsposition på det norske marked, hvor fiskeindustrien er en meget stor spiller.

Klaus Hell byder ind med forskellige modeller med hans erfaring fra eksportrådet. Derfor bliver aftalen, at der skal sættes noget op, hvor det norske marked skal undersøges ved hjælp fra ambassaden i Oslo.

Lige nu er eksportpakke ekstra attraktiv for små og mellemstore virksomheder, som vi også tidligere har beskrevet i Erhvervsnyt Syd. Det runder fint mødet af, at der inden for de kommende par måneder skal undersøges nye kontakter i det norske.