Finalister i KlimaBoost 2020 er fundet

27.08.2020

Vejle-virksomhed skal repræsentere Sydjylland i konkurrencen om at blive Danmarks skarpeste klima-iværksætter. Førstepræmien er 250.000 kr.

thomas_aguardio

Vores vandforbrug kan nedsættes med op til 30 procent, hvis vi blot har et dagligt overblik over forbruget. Virksomheden Aguardio er langt fremme med en løsning, der leverer netop det overblik. Og løsningen er så spændende, at Aguardio nu har fået en plads i det finalefelt, der skal kæmpe om titlen som Danmarks bedste klimaiværksætter og en førstepræmie på 250.000 kr. Finalen finder sted i forbindelse med Klimafolkemødet i Middelfart fredag d. 4. september.

- Vi ser finalepladsen som en anerkendelse af det arbejde, vi nu har lagt al vores energi i de seneste tre år, og vi er rigtigt stolte over at repræsentere Sydjylland i KlimaBoost-finalen. Derudover ser vi også finalepladsen som en god mulighed for at få eksponeret vores løsningen i nogle nye sammenhænge, siger Thomas Much Laursen, der er COO i Aguardio (billedet ovenfor).

Aguardio fremstiller en sensor og et overskueligt display, som giver et nemt og nøjagtigt overblik over det aktuelle vandforbrug. Og overblikket alene gør, at forbrugerne ændrer vaner i positiv retning, viser Aguardios erfaringer.

Thomas Munch Laursen peger på, at varmt vand til eksempelvis brusebad udgør en stor klimabelastning, som det kan betale sig at reducere.

- Hvis du reducerer varigheden på et brusebad med bare et minut, reducerer du det bagvedliggende energiforbrug med en mængde, svarende til at have en 60 Watts pære tændt i seks timer.
I alt seks iværksættervirksomheder skal kæmpe om præmien på de 250.00 kr, som vil være øremærket den fortsatte udvikling af virksomheden.

Landets seks erhvervshuse har leveret kandidater
Det er Middelfart Sparekasse og Brobygning Middelfart, der står bag KlimaBoost i samarbejde med landets seks regionale erhvervshuse, som har været ude i alle hjørner af landet for at finde egnede kandidater til titlen.
Den opgave lykkedes erhvervshusene til fulde med, for det var et stærkt og bredt felt, som en jury har skåret ned til seks finalister. I finalen skal de på scenen og præsentere deres forretningsidé for en fem m/k stor jury, som udpeger den endelige vinder.

Jeanette Kristiansen, forretningsudvikler med fokus på bl.a. grøn omstilling hos Erhvervshus Sydjylland, var med i juryen, der valgte de seks finalister.

- Det var ikke nogen let opgave. Fra hele landet kom der mange kvalificerede bud. Der er virkelige grøde i den grønne omstilling. Det er kandidatfeltet et tydeligt bevis på, siger Jeanette Kristensen.
I Middelfart Sparekasse er håbet, at konkurrencen, der finder sted i forbindelse med det nationale klimafolkemøde i Middelfart, kan være med til at sætte fokus på den grønne innovation.

- Politikerne taler meget om, at den grønne omstilling ikke handler om, at vi skal gå ned i levestandard for at beskytte kloden, men opfinde nye løsninger. Det er både godt for klimaet og et enormt forretningspotentiale. Personligt synes jeg ikke, at vi har set så meget til de forretningsmuligheder endnu. Vi kan se, at de er derude i stort tal, så lad os da få dem frem i lyset til inspiration for andre – og fælles stolthed over, at så mange tør tage kampen op med de store, globale udfordringer, siger Martin Baltser, adm. direktør i Middelfart Sparekasse.

Langt flere end seks gode kandidater
De seks finalister spænder idé- og branchemæssigt bredt, hvor deltagernes baggrund spiller tydeligt ind på deres virksomheder. Der er teknologiske løsninger, hvor folk har udnyttet mange års brancheerfaring til nytænkning, og der er virksomheder, som bruger kendt teknologi til at løse udfordringer som fx luftforurening i byerne.

Panelet, der skal finde Årets klimaiværksætter fredag den 4. september, består af Signe Wenneberg, forfatter og klimaaktivist, Steen Hildebrandt, professor emeritus og formand for 2030-panelet, Heidi Boye, landechef for Too Good To Go, Tommy Ahlers, klimaordfører (V), tidligere minister, iværksætter og investor og Peter Kofler, formand for Dansk Iværksætter Forening.

Finalisterne i KlimaBoost 2020

Der er fundet én finalist fra hver af de seks erhvervshuse, som tilsammen dækker hele Danmark:

Sjælland: AquaGreen ApS, Roskilde. AquaGreen omdanner forurenet slam, kommunalt spildevandsslam og andre biomasser til en Co2-neutral ressource.

Hovedstaden: evolvT Aps. EvolvT har specialiseret sig i at bringe varer det sidste stykke fra sælger til køber ved hjælp af køretøjer, der drives af el eller bio-diesel. Dermed reduceres luftforurening og Co2-udledning i byerne. EvolvT samarbejder bl.a. med DAO og Nemlig.com.

Fyn: Proxima Centauri, Odense. Virksomheden har udviklet en robotløsning, der kan sortere dyretarme til pølseproduktion. Løsningen reducerer vandforbruget og frigør et stort potentiale for sparet transport og dermed reduktion i CO2 udslip.

Sydjylland: Aguardio ApS, Vejle. Aguardios mål er at gøre borgere opmærksomme på deres vandforbrug gennem en løsning, der viser det aktuelle vandforbrug i badet. Erfaringer viser, at vandforbruget falder op til 30 procent, når man er bekendt med sit vandforbrug. Aguardio henvender sig primært til boligforeninger og hoteller.

Midtjylland: Cellugy ApS, Århus: Virksomheden har udviklet en ny, bæredygtig coating til papir/karton. Produktet har potentiale til at gå hen og blive en gamechanger for emballage-industrien.

Nordjylland: Lyras A/S, Aalborg. Lyras har udviklet en teknologi, som tilbyder pasteurisering af fødevareprodukter uden opvarmning. Det giver et stort potentiale for energibesparelser og dermed reduktion i CO2 udslip.