Lokal erhvervsservice: Optimismen er intakt

02.05.2020

Vi har taget temperaturen på corona-stemningen hos de lokale erhvervsservice i tre af de sydjyske kommuner. Trods store udfordringer under coronakrisen er optimsimen stadig intakt.

Gert Helenius, erhvervsdirektør, Haderslev Erhvervsråd

Hvordan mærker du, at erhvervslivet er ramt i dit område?

gert_vp

Udfordringerne ligger især på to områder. For det første hos virksomheder, der i forvejen var spændt for og måske kørte på grænsen. Vi er stødt på en del mindre virksomheder, som ikke har likviditeten til at klare en måned uden omsætning. For det andet i de brancher, der er afhængige af det, som er lukket helt ned – restaurationer, overnatningssteder, butikker og leverandører til disse. Fuglsang Bryggeri har for eksempel brugt en hjælpepakke til at hjemsende 3/4 af medarbejderne, og en række mindre leverandører af specialprodukter har nærmest ingen omsætning pt.

Hvad er afgørende og vigtigst ved en genåbning af virksomheder og erhvervsliv?

Efter vores overbevisning var det en fejl at lukke helt ned for detailhandlen, som mange kæder og butikker har valgt at gøre. Derfor har vi arbejdet hårdt for at holde butikker åbne, skabe forsvarlige indkøbssituationer og understøtte omsætningen med kampagner. Det har vi faktisk haft succes med, og resten af butikkerne og livet i Haderslev bør genåbne umiddelbart efter påske, men fortsætte initiativerne omkring sikker handel. Det vigtigste er sådan set, at vi ikke taler krisen større, end den er.

Grundlæggende er der ingen grund til, at Corona skal give en verdensomspændende krise. Der er masser af investeringslikviditet til rådighed, og de private opsparinger er større end nogensinde. Det er derfor helt afgørende, at vi får talt optimismen og forbruget i gang igen. Virksomhederne er dygtige og fleksible og skal nok være klar til at navigere efter krisen. Men hvis frygten hos kunderne varer for længe, bliver krisen også langvarig.

divider-stiplet-blaa

”Der er på mange områder skabt et stærkere sammenhold, og vi har lært nye måder at mødes og kommunikere på.”

divider-stiplet-blaa

Hvad giver dig håb for tiden efter Corona-krisen?

Der er flere virksomheder end forventet, som melder om ok aktivitet og ordretilgang, og vores erhvervsstruktur består af mange velkonsoliderede familieejede virksomheder, der ikke vælter ved de første vindpust. Desuden har vi holdt mere gang i butikslivet og restauranterne end mange andre steder gennem store kampagner og facebook-aktiviteter. Der er på mange områder skabt et stærkere sammenhold, og vi har lært nye måder at mødes og kommunikere på. Hvis vi tager de gode erfaringer med, kan vi komme endnu mere effektive ud på den anden side. Endeligt er det jo afgørende, at der er stor opmærksomhed på at hjælpe dem, som virkelig har problemer. Byrådet har afsat betydelige midler til ekstra indkøb, og regeringens hjælpepakker er jo ganske omfattende. Hvis vi så samtidigt kan få alle danskere til at holde ferien i Danmark, så vores turismesektor også kan få en tiltrængt indsprøjtning, så er der muligheder for at komme nogenlunde gennem det hele.

Niels Chr. Hammelev, erhvervschef, Middelfart Erhvervscenter

nielschr_vpHvordan mærker du, at erhvervslivet er ramt i dit område?

I Middelfart er det de samme brancher, som er hårdest ramt, som alle andre steder: Detailhandel og oplevelsesindustrien - turisme, restauranter, hoteller m.v. - samt virksomheder der leverer til disse brancher. Heldigvis er der stadig god gang i den hos de lokale håndværksvirksomheder og de fleste produktionsvirksomheder - især virksomheder der producerer til fødevarebranchen.

Hvad er afgørende og vigtigst ved en genåbning af virksomheder og erhvervsliv?

Det er naturligvis vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at komme så hurtigt tilbage til niveauet før krisen. Vi har igangsat gode initiativer, der skal styrke detailhandlen og turisterhvervet og håber, at disse kan afbøde krisens effekter.

divider-stiplet-blaa

”Vores udgangspunkt inden Corona-krisen var usædvanligt godt med høje vækstrater og høj beskæftigelse.”

divider-stiplet-blaa

Hvad giver dig håb for tiden efter Corona-krisen?

Vores udgangspunkt inden Corona-krisen var usædvanligt godt med høje vækstrater og høj beskæftigelse. Så selv om vi måtte blive hårdt ramt, så tror og håber vi at finde tilbage på sporet indenfor en relativ kort horisont.

Finn Erik Kristiansen, direktør for ProVarde

Hvordan mærker du, at erhvervslivet er ramt i dit område?

finn_vp

Varde Kommune er som Danmarks næststørste turismekommune hårdt ramt. Med over 4.7 mio. årlige solgte overnatninger, hvoraf en meget stor del af gæsterne kommer fra Tyskland, så er de mere end 3000 personer, som er beskæftiget i turismesektoren, naturligvis direkte påvirkede. Udover overnatningsstederne, så er det også hele restaurationsområdet, kulturtilbud, servicebranchen og detailbutikker, som det har ramt.

Rigtig mange af vores virksomheder er små, og for dem er det også en udfordring, at mange medarbejdere har mindre børn, som er hjemme fra skoler og pasningsordninger. Det er vores oplevelse, at virksomhederne i Varde Kommune er rigtig gode til at tage de nødvendige hensyn til dette - det er meget prisværdigt!

Hvad er afgørende og vigtigst ved en genåbning af virksomheder og erhvervsliv?

At det sker kontrolleret, så vi ikke får tilbageslag efterfølgende. At der tages hensyn til både medarbejdere og deres børn. Hvis det går, som mange taler om, at der først åbnes for skole og pasning af mindste børn senere, så er det afgørende, at der tages hensyn til forældrenes mulighed for at vende tilbage til arbejdspladserne. Mange virksomheder har ændret arbejdstider allerede - måske kan en kombination af forskudte arbejdstider for et forældrepar og en efterfølgende mere fleksibel indretning af pasningstilbud være en nødvendig del af en løsning.
divider-stiplet-blaa

”Jeg kender virksomhederne og folk så godt, så jeg ved, at de er hårdtarbejdende og sejlivede, så de skal nok komme op på hesten igen.”

divider-stiplet-blaaHvad giver dig håb for tiden efter Corona-krisen?

Det giver mig stor fortrøstning, at jeg kender virksomhederne og folk så godt, så jeg ved, at de er hårdtarbejdende og sejlivede, så de skal nok komme op på hesten igen. Vi er kendt for at starte mange nye iværksættervirksomheder op, og det kan der godt blive brug for også efter Corona.

Jeg tror også på, at den loyalitet, vi allerede mærker hos vores mange turismegæster, vil fortsætte og måske ligefrem øges fremover. Vores tyske gæster prioriterer selvfølgelig naturen og alt det andet, vi kan byde på, men de prioriterer også sikkerhed. Og der tror jeg godt, vi kan være ekstra attraktive fremadrettet.