Case: Det Franske Hus

detfranskehus-1

Cateringfirma høster frugterne af ny markedsføring

ikontest3Det Franske Hus levede tidligere en stille tilværelse i Broager. Takket være sparring på nyt hjemmesidedesign med projektkonsulent med stor restaurationsbaggrund, er det nu slut med lavsæsoner

Gennem 22 år har den franske kok Thierry Manane drevet cateringfirmaet Det Franske Hus i Broager med speciale i levering af kvalitetsmad til private og firmaer i det sønderjyske. Men selv om de kulinariske kvalifikationer er i top, så har 59-årige Thierry Manane oplevet – i lighed med mange andre cateringfirmaer – at der er lavsæsoner med stille perioder i månederne efter nytår og i sensommeren.

I dag ser situationen markant anderledes ud. Med hjælp fra Erhvervshus Sydjylland og programmet Spirende Fødevareoplevelser har Det Franske Hus fået:

  • Sparring på nye markedsføringstiltag
  • Forslag til udvikling af en ny og mere brugervenlig hjemmeside
  • 50 % medfinansiering til ekstern ekspertrådgivning og implementering af hjemmeside

– Jeg havde efterhånden vænnet mig til at køre med stille perioder, men samtidig har jeg alle dage haft et ønske om at finde opskriften på et flow, der kunne strække sig over hele året. Dét fandt jeg, da jeg var så heldig at blive godkendt til programmet Spirende Fødevareoplevelser, siger Thierry Manane.

detfranskehus-2

Ny smagfuld hjemmeside

Dét, som projektkonsulenten fra Erhvervshus Sydjylland, Mona Nissen Bach især stillede skarpt på, var den eksisterende hjemmeside for Det Franske Hus. Anbefalingen gik på at gøre den mere brugervenlig og indbydende i form af nye billeder. Derudover blev Thierry Manane rådet til at fokusere på at finde de rette søgeord.

– Jeg var skeptisk i starten, men jeg lod mig overbevise, og det har i den grad båret frugt. Jeg har ligget vandret lige siden, siger Thierry Manane, der allierede sig med et kompetent webbureau.

Foruden masser af ordrer fra nærområdet har han oplevet, at der er folk, som ringer fra så fjerne egne som Dubai og Sydney, fordi de skal til Danmark og holde fest, og det i den sammenhæng er Det Franske Hus, der dukker op, når de googler.

– Det er næsten for godt til at være sandt, siger Thierry Manane.

Rådgiver med stor forhåndsviden

Den franske køkkenchef er ikke i tvivl om, at en væsentlig del af forklaringen på det værdifulde forløb med Erhvervshus Sydjylland skyldes, at projektkonsulenten Mona Nissen Bach kom med en stor specialistviden, idet hun i mere end 10 år havde ejet den succesfulde restaurant Under Broen i Hvide Sande.

– Det betød, at hun havde let ved at stille ind på min forretning og komme med de helt rigtige argumenter for, hvorfor jeg skulle gøre nogle ting anderledes. Derudover har hun været rigtig god til at lytte. Jeg oplevede, at der altid var tid til mig, og at jeg fik den rigtige sparring, siger Thierry Manane, der som en konsekvens af det øgede kundeflow overvejer at ansætte medarbejdere.

Sidst opdateret: 27.06.2019