Han står midt i det lokale og globale krydsfelt

Per Rask Jensen har taget turen fra det lokale erhvervskontor ProVarde – og inden da de internationale markeder – til forretningsudvikler i Erhvervshus Sydjylland. Hans store passion er at hjælpe virksomheder til succes med eksport

Han er på én gang lokal og global. Jordbunden og med internationalt udsyn.

Per Rask Jensen er en af de nye forretningsudviklere i Erhvervshus Sydjylland. Han medbringer mange års erfaring fra såvel den kommunale erhvervsservice som internationalt salg.

Nu er det virksomhederne i Sydjylland samt Middelfart, som han vil hjælpe med eksport.

- Der er rigtig mange virksomheder i Sydjylland, som har et uudnyttet eksportpotentiale, siger Per Rask Jensen, der som regel anbefaler virksomhederne at starte på nærmarkederne.

- Vores nordiske naboer er oplagte, da der ikke er sprogbarrierer. Men særligt når vi taler Sydjylland, er Tyskland i mange tilfælde endnu mere oplagt, da det har karakter af udvidet hjemmemarked, og det er et land med en af verdens stærkeste økonomier.

5 gode råd til at komme i gang

Per Rask Jensen har været med til at skabe flere eksportsucceser og har bl.a. stor erfaring med at få virksomheder til at lykkes på netop det tyske marked – bl.a. i kraft af, at han selv har boet i Tyskland i en årrække.

Succes er imidlertid ikke en selvfølge, påpeger han. Derfor har han også 5 vigtige anbefalinger til virksomheder, som vil lykkes med eksport:
1. Har din virksomhed økonomi, organisation og kapacitet til eksport?
2. Hvilke kompetencer mangler I?
3. Søg sparring og ekspertise, så I får skabt de rette indgange
4. Lav en operationel eksportstrategi
5. Vær tålmodig – det tager tid at få fat på et nyt marked.

Holdet omkring virksomheden

Per Rask Jensen er nu i et erhvervshus, hvor hans opgave er at levere specialiseret viden til virksomhederne. Men han er ikke et sekund i tvivl om, at et tæt samarbejde med de lokale erhvervskontorer er vejen til den største effekt.

- Den lokale erhvervsservice har enorm værdi, fordi virksomhederne her har nogen, som følger deres udvikling på tætteste hold, kender de lokale forhold, og som udvider netværk og skaber samarbejdsaftaler osv. Samtidig kan de pege hen på os i Erhvervshuset, når det kommer til mere specialiserede områder som eksempelvis eksport, siger han og trækker på sin mangeårige erfaring fra ProVarde.

Per Rask Jensen fremhæver et eksempel, hvor han sammen med den lokale erhvervsservice har hjulpet en virksomhed med afdækning af nye initiativer som eksport og etablering af professionel bestyrelse. Her spiller den lokale erhvervsservice en væsentlig rolle.

- For nogle virksomheder har det værdi, at nogle samarbejdspartnere findes lokalt. Her har det lokale erhvervsråd typisk et rigtig godt billede af, hvem de kan tage fat i. Der kan også være andre forhold som fx udvidelser, nye forretningslokaler eller rekruttering af medarbejdere, hvor man lokalt har den vigtige viden, siger han.

Giv os kaldet

Per Rask Jensen har en klar opfordring til virksomhederne: Grib ud efter sparring. Den er gratis og kan i mange tilfælde vise sig guld værd. Det er en erfaring, som han selv har taget med sig fra sine mange år i det private erhvervsliv, og for ham er det helt afgørende at han kan levere en jordnær sparring, som er til at forstå.

- Mindre virksomheder har måske ikke altid tid og ressourcer til at afklare helt præcist, hvad deres behov er. Men det skal ikke holde dem tilbage. Vi er sat i verden for at hjælpe dem med at afdække deres behov. Om de går til det lokale erhvervskontor eller til os, er underordnet – sammen viser vi vej til dér, hvor de har brug for hjælp. Blikket udefra er ofte det, som løfter den enkelte virksomhed til at se og forfølge sit fulde potentiale.

Kontakt:

Tag fat i forretningsudvikler Per Rask Jensen, hvis du vil have sparring og gode råd til eksport og internationalisering:

Per Rask Jensen
25505324
Send e-mail

Sidst opdateret: 06.06.2019