Kina er tættere på, end du tror

Kræver det tonsvis af papirarbejde, en femårsplan og kæmpe investeringer at komme ind på det kinesiske marked? ”Nej, slet ikke”, siger Erhvervshusets nyansatte forretningsudvikler, Martin Th. Appel. Ifølge hans erfaring behøver de kinesiske forbrugere ikke at være mange klik væk for danske vareproducenter.

For tre år siden lå det ikke i kortene, at Martin Th. Appel skulle skifte chefkarrieren i det private ud med bopæl i Ribe og job som forretningsudvikler i Sydjyllands nye erhvervshus.

Men da han så, at Erhvervshus Sydjylland søgte forretningsudviklere, bl.a. med speciale i eksport, så han en mulighed for at bringe sine kompetencer i spil på nye måder. Og det tænder en glød hos Martin.

- Jeg ser mange muligheder for virksomheder i Sydjylland i forhold til Kina – de skal bare finde ud af, hvordan de kommer i gang på rette vis, siger Martin, der inden for de seneste par år også har arbejdet som privat eksportrådgiver for en håndfuld virksomheder i Sydjylland.

Praktiske indgange, der virker i Kina

  • QR-koder på messestanden eller analogt marketingsmateriale
  • Branchespecifikke influencers der laver en, ofte online, promotion af jeres profil
    (i Kina hedder de KOL’er)
  • Eksponering på en af de mange SoMe platforme der findes. WeChat med 1,1 mia. brugere er et must – men husk, at selv en niche-platform i Kina kan have 30 millioner brugere
  • Læs Martins seneste blogindlæg om sociale medier i Kina HER

Helse, ernæring og design er efterspurgt

Lige nu oplever han især, at kinesiske forbrugere folder ørerne ud overfor danske tilbud, når det handler om sundhed og velvære - ikke mindst i forhold til børn og ernæring. Men også dansk design er et stærkt plusord i kinesernes ører.

- De kinesiske forbrugere er måske blevet lidt mætte af de store multinationale brands, og derfor er der en tendens til, at de i højere grad søger de mere eksklusive produkter af høj kvalitet. Det betyder medvind til mange danske produkter lige nu, siger Martin.

E-handel er nøglen

De fleste danskere er bekendte med de muligheder, e-handlen giver for at købe ind i Kina. Men Martin peger på, at det i lige så høj grad gælder den modsatte vej.

- E-handel er kæmpestort i Kina. Derfor ligger der store muligheder i at sætte sine varer til salg på nettet derude. Men kanalerne og kulturen er anderledes end det, vi kender i Vesten. Så derfor er det en god idé at søge lidt praktisk hjælp, siger Martin og understreger sin vigtigste pointe:

- Det betaler sig i høj grad at tænke lavpraktisk og handlingsorienteret i stedet for high level og teoretisk, hvis man vil i gang i Kina. Markedet er altså meget mere tilgængeligt, end mange tror.

Hurtigere vej til fremstilling af prototyper

Outsourcing af produktion til Kina har tidligere været et hot tema for danske virksomheder. Mulighederne er fortsat store, men Martin understreger, at det kræver mere strategisk forarbejde og - ikke mindst – storskala i aktiviteterne at få succes på dén front.

Når det gælder fremstilling af prototyper til elektronikindustrien, kan Kina dog være en hurtig genvej for de fleste danske virksomheder. Specielt vil danske iværksættere og mindre udviklingsvirksomheder kunne drage nytte af det meget effektive start-up-miljø af print, software og hardware udviklere i Shenzhen i det sydlige Kina.

- Her kan de på få måneder bringe en ide fra grovskitse til funktionsdygtig prototype og dermed gøre den kritiske fase fra ide til investor pitch betydelig kortere og dermed billigere, siger Martin

Ifølge ham kan danske virksomheder ofte halvere produktionstiden på prototyper ved at outsource til Kina.

Kontakt Martin, og tag de første skridt i retning af Kina

En uforpligtende og uvildig snak med erhvervshuset Martin Th. Appel kan hjælpe dig med lave den første sortering i dine spørgsmål omkring Kina.

  • Er min virksomhed klar til Kina – og er Kina klar til vores produkter?
  • Hvad er vigtigt for at få hul igennem til forbrugerne?
  • Hvordan finder jeg de rigtige netværk og kontakter?

Send ham en mail her eller kontakt ham på telefon 61 88 46 67.

Sidst opdateret: 04.07.2019