Aabenraashop.dk er læreplads for butikker

28.05.2020

46 butikker er med i Business Aabenraas webshop, som giver kunderne mulighed for at handle lokalt. På samme tid får digitalt-uerfarne virksomheder support og hjælp til at komme i gang.

Flere virksomheder i Aabenraa Kommune har fået øjnene op for nethandel. Det er sket via Business Aabenraas webshop, aabenraashop.dk, hvor virksomhederne har fået en platform og teknisk support til at komme i gang.

- Detailhandlen blev ekstra udfordret under krisen. Vi begyndte webshoppen for at skabe synlighed for vores butikker, så kunderne kunne handle lokalt, fortæller Helle Malene K. Olsen, direktør i Business Aabenraa.

- Mange af vores detailhandlende stod med åbne butikker under corona-nedlukningen, men kunderne dukkede ikke op. Derfor valgte vi at opbygge en webshop, hvor butikkerne kunne være synlige og tilgængelige, så de forsat fik kunder i butikken.

Digitalisering er et indsatsområde

Business Aabenraa har haft digitalisering som et indsatsområde i halvandet år med kompetenceforløb og workshops for butikker i gågaden. Corona-nedlukningen af Danmark lagde yderligere pres på en presset detailhandel. Det satte gang i den proces, som 1. april resulterede i webshoppen aabenraashop.dk.

- Vi har fået mange handlende med, som ikke har en webshop, og hvor det digitale ikke ligger først for. De får det, jeg kalder en kuvøse, hvor de kan øve sig i at ånde digitalt, fortæller Helle.

Virksomheder, som allerede har en webshop linker fra aabenraashop.dk til deres egen webshop. Projektet har fået kunderne til at handle lokalt under krisen:

- Vi rundede 46 butikker på webshoppen i sidste uge, og det er vi meget tilfredse med. Vi vil senere på året udvide med et netværk og kompetenceforløb, hvor man kan sparre med hinanden om det digitale. Det gør vi, fordi den digitale tilstedeværelse er en måde at fremtidssikre vores detailhandel, og butikkerne skal se det, som et supplement til deres fysiske butik.

Tæt samarbejde var nøglen til at komme i gang

De mange butikker kommer fra handelsstandsforeningerne i Padborg, Tinglev, Rødekro og Aabenraa, som Business Aabenraa har haft et tæt samarbejde med.

- Vi har stået klar med teknisk support og hjælp til alle som ville i gang, og det har virkelig fået mange flere i gang i det små. Vi vil fortsætte med webshoppen, men skal justere forretningsmodellen, ligesom vi håber, at mange, efter de har øvet sig i den fælles webshop, vil udvikle deres egen webshop, fortæller Helle.

- Det har nemlig givet en del ahaoplevelser på de to måneder, vi har været i gang. Pludselig får butikkerne kunder forbi dem igen og samtidig får de også kunder fra eksempelvis Viborg og Juelsminde, som næppe var kommet forbi den fysiske butik. Det giver mod på mere.